|
Formænd for
Frifelt Sportsforenings bestyrelse gennem årene.
Frifelt Sportsforenings
historie i grove træk ifølge protokollerne!
Foreningen blev
oprettet/startet ved en stiftende generalforsamling d. 30.11.1935
som følge af en sammenlægning af Sportsforeningen,
Kurvebold og Gymnastikforeningen.
Den allerførste bestyrelse bestod af:
Formand: Niels Christiansen
Kasserer: Frederik Christiansen
Hans Oksen, Jef Nørgaard, Svend Geertsen, Inger Slotsgrund,
Marie Møller og Bodil Kjær.
Suppleanter: Uffe Barsballe og Erna Lorensen.
Revisorer: Johannes Petersen og Valdemar Ebsen.
Uddrag af protokollen
gennem årerne:
På et bestyrelsesmøde d. 2.11.1937 blev medlemsbidraget
bestemt til 1 kr. for passive medlemmer og 1,50 kr. for aktive medlemmer,
det blev også vedtaget at indmelde foreningen i "Det
unge Grænseværn"
De første år havde man 1 - 3 bestyrelsesmøder
årligt + generalforsamlingen. Sportsforeningen afholdt desuden
gymnastikopvisning sidst i marts, og der blev afholdt mange baller.
På et møde i 1940 nævnes første gang et
spillerudvalg i Fodboldspil og Håndbold, valgt hertil blev
Jef Nørgaard, Hans Kjær og Gustav Lau.
I 1942 ansøgte man Sognerådet om at få bevilget en ny sportsplads,
da den man havde på det tidspunkt ikke var tidssvarende. Den gamle
lejede man af Svend Østerberg og den lå nede bag huset på Algade 43
I 1945 starter man folkedans, og på generalforsamlingen fortælles,
at foreningen afholder "Gaasespil" inden jul - med bal
naturligvis. Desuden afholdes der julebal d. 30. dec., og kontingentet
steg 50 øre.
I 1947 udmeldes foreningen af JBU, og Sognerådet "får
en opmuntring" angående den nye sportsplads.
Ved generalforsamlingen i 1948 havde man en kassebeholdning på
kr. 452,78.
I 1950 blev kontingentet forhøjet igen: Passive kr. 2,- børn
kr. 1,- og aktive kr. 4,- i ½-årlige rater.
FSF.´s
danmarksmestre i håndbold 1951:

Gudrun Feddersen,
Gerda og Aase Viborg Ebbesen, Ingrid Okholm, Mary Madsen, Birthe
Okholm og træner Valdemar Jessen
Billedet er taget på Peter Sørensens græsplæne.
D. 14.11.1952 afholdes for første gang bestyrelsesmøde
i Gaansager Forsamlingshus.
Indvielse af det nye stadion blev foretaget søndag d. 11.
juli 1954. Der var opvisning af "Gymnasterne fra Tønder
Amt" og musik på pladsen med "Skærbæk
Brandværnsorkester". Om aftenen var der folkedanseropvisning
og bal, "Non Stop" fra Haderslev spillede hertil.
På et bestyrelsesmøde d. 14. maj 1956 bestemte man
at indkøbe 6 bluser til damehåndbold og 6 herrebluser
- gule med blå kraver. Kassebeholdningen ved generalforsamlingen
d. 7.11.1956 var på kr. 86,05, indtægter: kr. 7.978,29
udgifter: kr.7.874,58. På det efterfølgende bestyrelsesmøde
besluttede man, af dyrene til gåsespillet skulle være
slagtet.
I 1950´erne afholdt man koncert 1 gang årligt og i 1958
startede badminton op. I 1959 blev bestyrelsen udvidet fra 7 til
9 medlemmer.
I 1960 blev formand Chr. Aaskov og kasserer Søren Schmidt
idømt en bøde på hver 50 kr. "angående
en sag fra et bal på Frifelt Kro". Foreningen afholdt
udgiften.
Ved 25 års jubilæet d. 30.11.1960 afholdtes en fest
på Frifelt Kro. Kuvertpris kr. 8,- Musik: Kurt Greisen, Kolding.
På generalforsamlingen i 1961 steg kontingentet fra kr. 5,-
til kr. 10,- halvårligt. På det efterfølgende
bestyrelsesmøde d. 13.11. blev Charles Nielsen foreslået
som formand, men da han ingen telefon havde, blev det i stedet Jannik
Ebbesen.
På generalforsamlingen i 1962 blev der dannet udvalg inden
for hver idrætsgren: Fodbold, håndbold, badminton og
folkedans/gymnastik.
Ved fastelavnsfesten i 1965 spillede Kurt G.´s orkester fra
Kolding og Eugen Taimer underholdt.
Fra d. 15.11.1966 til d. 18.11.1967 afholdt man 14 - fjorten - baller.
I 1966 oprettedes en støtteklub til fordel for den nye fodboldtræner.
Han skulle have kr. 4.000,- for at træne herrerne i 1967. Entré
til hjemmekampe i serie 4, Sønderjysk B. og Oldboys kr. 1,-
På generalforsamlingen i 1970 blev ansøgningen om et lysanlæg til
stadion godkendt, og det blev opsat omkring banen i 1971. Samme år
bevilliger kommunen et rækværk på den ene side af banen, på den
anden side kunne interesserede købe stolper for kr. 30,- stykket.
Oluf Nielsen havde alene solgt 60 pæle.
Også i 71 begyndte man af lave "Sludrebøtten" en "lokalavis".
Ved generalforsamlingen i 1972 omtales for første gang bygning
af et nyt klubhus, der skulle laves på frivillig basis. Pris
for materialer ca. kr. 75.000,-. Bygningen påbegyndtes i 1973
og det blev indviet d. 22.9.1974.
Ved sommerfesten i 1973 havde man fået B1909 til at spille
kamp mod et udvalgt hold, de skulle have kr. 2.500,- for at komme.
Entré for voksne 6 kr. og børn 2 kr.
Grundet forbud mod privat kørsel om søndagen er bankospillet
d. 25.11. flyttet til mandag d. 26.11.1973.
Ved foreningens 40 års jubilæum udnævntes Chr.
Aaskov til æresmedlem.
I 1976 rykkede FSF. op i serie 1.
Det første
præmiespil sælges i 1978, og klubbens logo kom også
til verden samme år.
D. 19. august 1979 indviedes klubbens nye stadion med optog fra
kroen bestående af Gram Pigegarde, fodboldspillere og publikum.
Kommunens anlægsgartner Aksel Højgaard Jensen klippede
snoren og der var åbningstale ved formand for Skole og Kulturudvalget
Rask Winum. Derefter spillede serie 2 en kamp mod Tønder,
de tabte 1-4. Efter kampen var der en lille reception. Den
13. oktober 1979 var der grandprix i Skærbæk Hallen
med 1300 betalende tilskuere - underholdningen i pausen blev klaret
af selveste Dirch Passer. Året efter var Peter Belli på
scenen.
D. 11. marts 1982 blev foreningens årlige gymnastikopvisning
for første gang afholdt i Skærbæk Hallen med
250 tilskuere. Foreningen var repræsenteret ved 8 hold, og
derudover var der opvisning af Talenthold NORD og T.A.I.´s
repræsentationshold.
Ved generalforsamlingen i 1983 blev bestyrelsen endnu engang udvidet
fra 7 til 9 medlemmer, og de tre af dem var formændene fra
henholdsvis fodbold-, ungdoms- og folkedanser/gymnastikudvalget.
Uddrag fra bestyrelsesmødet d. 9. april 1984: "Børge
(Clausen), den eneste ryger i bestyrelsen havde ikke ild med, så
verden faldt sammen og han forlod mødet for at hente ild."
Ved sommerfesten i 1984 var der uvejr med regn og storm, så
"lørdag kl. 10.30 blæser teltet omkuld, et stort
opbud af frivillige møder op og bjærger teltet, men
skaden er stor og teltet delvis ødelagt. Stormen tager ikke
af, og Frifeltmarchen aflyses." "Teltballet aflyst, men
vi flytter ned til en af Rahlf´s haller, den ryddes ved fælles
hjælp og pyntes op. Alt klapper og aftenen bliver mod forventning
en succes, (ca. 125 betalende) båltalen holdes i hallen af
borgmester Bonde Møller. Fin aften".
I jubilæumsåret 1985 havde man faldskærmsudspring
på programmet mandag aften til sommerfesten. Lørdag
aften kl. 19.00 kommenterede Gunnar Nu Hansen oldboykampen Skærbæk
- Frifelt. Der var ca. 400 tilskuere på stadion og bagefter
var der spisning i hallen hos Rahlf, hvor et spørgepanel
bestående af Niels Chr. Winum, Bonde Møller og Alfred
Carstensen interviewede Gunnar Nu Hansen. Det blev en kæmpe
succes med 79-årige hurtigsnakker som en meget stor oplevelse
for de 115 gæster. Peter Rahlf, Erling Jakobsen, Jef Nørgaard
og Inge Vejrup blev udnævnt til æresmedlemmer.
Ved sommerfesten i 1987 fik foreningen en ny fane skænket
af Danmarkssamfundet, og underholdningen fredag aften var "Tag
telefonen" med borgmester Bonde Møller og amtsborgmester
Kresten Philipsen. Der var spørgsmål lige fra opskriften
på fedtkager til opmåling af deres egen indkørsel.
På generalforsamlingen i 1988 blev kommunens afslag på
at bygge hal 2 i Skærbæk livligt diskuteret og Keld
Stenger fremkom med en idé om at bygge en i Frifelt ved siden
af klubhuset.
På generalforsamlingen i 1990 diskuteres sammenlægning
med andre klubber i ungdomsafdelingen pga. for få børn
til de enkelte hold. Kvik 70 og Brøns/Rejsby nævnes
som mulige samarbejdspartnere. Samme år afkortedes sommerfesten
fra at vare en hel uge til af strække sig over fredag, lørdag
og søndag. Lørdag var der for første gang fodboldstævne
for børn - Frifelt Cup, som blev tilrettelagt af Peter og
Kjeld Aaskov, Svend E. Jensen og N. C. Winum, og også skydning
blev indført dette år.
Ved sommerfesten i 1992 kom Inge og Peter Wehner første gang
med helstegt pattegris til fællesspisning.
Ved jubilæumsfesten i 1995 blev Hans Hansen og Niels Chr.
Winum indstillet til æresmedlemmer.
D. 7. juli 1996 cyklede den forhenværende formand Svend Ole
Gammelgaard den lange tur fra Rådhuspladsen i København
til Kroen i Frifelt til fordel for FSF., og derved kørte
han godt 50.000,- kr. ind til foreningens kasse. Et ualmindelig
flot initiativ.
På generalforsamlingen i 1998 oprettedes FSF.´s seniorafdeling
for medlemmer over 25 år. Samme år havde Melodi Grandprix
25 års jubilæum.
Foreningen havde i anledning af 100-året for Rømøs
turisme arrangeret en strandfestival, som desværre gav et
stort underskud pga. stormflod d. 16. juli 1998, og ikke meget bedre
gik det i 1999, da FSF. i samarbejde med Vodder Sogneforening og
Vodder Sognegård havde arrangeret julefrokost d. 3. og 4.
dec. i Gånsager Forsamlingshus. En kraftig orkan blæste
landet omkuld og dermed også julefrokosten.
Foreningens nyeste initiativ er "Idræt på Tværs"
i Sognegården for børn og unge fra 3. klasse og opefter
hver fredag aften.
I 2001 fik klubhuset isat nye plastikvinduer, hvilket var meget
tiltrængt.
Ved sommerfesten i 2002 blev vores nye lege/klatrestativ indviet.
I vinteren
2002-03 blev der lagt nye gulve med varme i omklædningsrummene,
dommeromklædning og den lille gang. Samtidig blev der sat glasvæv
op, hvor der trængte, og malet i alle 4 rum
I efterårsferien
2003 blev fugerne i klubhuset kradset ud, og nye puttet ind igen.
I 2005 opførtes
en tilbygning på 40 m2 til klubuset, indeholdende et
klub/mødelokale, boldrum og rekvisitrum, så det gamle boldrum kunne
bruges af dommere til omklædning, uden at de hele tiden blev
forstyrret. Hele byggeriet kostede knap kr. 300.000,-, deraf
fik man et tilskud på kr. 70.000,- fra kommunen og kr. 98.000,- fra
Lokale- og Anlægsfonden + en masse frivilligt arbejde.
Der var VM i
skolefodbold i Skærbæk, og der blev spillet ca. 30 kampe i Frifelt
med hold fra bl.a. Kina, Belgien, Israel, Sydafrika, Frankrig, Polen
og ikke mindst "landskamp" mellem Danmark og Brasilien.
Samme år
afholdtes også Jysk/Fynsk mesterskab for miniputter i Frifelt og
Brøns, en hel weekend med masser af fodbold.
Årets julefrokost
blev en bragende succes med ca. 300 betalende gæster og et flot
overskud.
I 2006 var der
igen gang i renoveringen af foreningens ejendom. Denne gang blev der
lagt ny terrasse foran klubhuset.
1. holdet i
seniorherrefodbold blev lagt sammen med Brøns pga. manglende
tilslutning og hedder herefter Brøns/Frifelt 06.
2007: Foreningen
fik en sponsoraftale med OK-benzin, som betød en indtægt på ikke
mindre end 13.389,19 kr.. Aftalen gik i sin enkelthed ud på, at hver
gang kunder tankede benzin hos OK med deres kontokort, som var
tilskrevet aftalen med FSF, gik et beløb heraf til foreningen.
Keld Stenger
fejredes ved en gallagymnastikopvisning efter 30 år som
gymnastiktræner i Frifelt.
Ved sommerfesten
afløstes Frifelt-cup af turneringskampe for børn og senior-herrer og
miniturnering for de mindste børn, da skolernes sommerferie er
rykket til juli, og turneringerne derfor endnu ikke er
færdigspillede.
2008: Cafeteriet
i klubhuset blev malet og nye lofter sat op. Desuden købtes nye
borde og nye lamper.
Årets sommerfest
blev sat i "Det vilde vesten" tegnet, og mange nye og sjove indslag
faldt i god jord hos publikum. Bl.a. var der børnerekordforsøg med
æbleskrælning og koldbøtteslåning. Begge rekorder blev optaget i
"Børnenes Rekordbog" - mest fordi ingen andre havde foretaget sig
lignende før.
Tennisforeningen
blev nedlagt, og tennisbanen overdraget til Frifelt Sportsforening.
2009:Foreningen
købte anpart i kølevogn for kr. 2500, det er byfestens gamle vogn,
der blev købt. Ved DGI´s landsstævne i Holbæk deltog Frifelt med et
mix-hold bestående af ca. 40 glade gymnaster i alle aldre, som havde
nogle dejlige dage med masser af solskin og højt humør. Ved årets
byfest i Skærbæk var der kor-konkurrence med 4 deltagende hold fra
Brøns, Rejsby, Skærbæk og Frifelt - vi vandt selvfølgelig!! med "Frifelt-All-stars-koret"
Forenings-fitness
blev en realitet fra 1. november, hvor centret blev indviet i Vodder
Idrætscenter med en super-flot indsats af 10 seje løbere, som tog en
stafet fra Storebæltsbroen til Frifelt. Løberne var: Marit Brinkmann,
Karen Dyhrberg, Bodil Gad Lund, Henrik Nielsen, Holger Lassen,
Bendix Gammelgaard, Jonas Olesen, Bo Ebbesen, Terkel Gad og Søren
Olesen, som samlede over 100.000,- kr. ind til formålet. Der blev
indkøbt redskaber til Frifelt Fitness-center for over 350.000,- kr.
Damernes serie 1
hold vandt guldmedaljer ved landsmesterskabet.
Til
top
Til
top af side
Formænd for Frifelt
Sportsforenings bestyrelse gennem årene:
|
1935 – 1936
|
Niels Christiansen |
|
1937 – 1940
|
Simon Oksen |
|
1940 – 1941
|
Didde Muusmann |
|
1942 – 1943
|
?? |
|
1944
|
I protokollen er der intet
referat fra en eventuel generalforsamling dette
år. |
|
1945-1954
|
På et bestyrelsesmøde d.
18.7.1945 blev Christian Aaskov valgt som formand |
|
1955
|
Søren Schmidt |
|
1956
|
Hans Sørensen |
|
1957 – 1960
|
Christian Aaskov |
|
1961
|
Jannik Ebbesen |
|
1962
|
Erling Jakobsen |
|
1963 – 1964
|
Verner Jørgensen |
|
1965
|
Charles Nielsen |
|
1966
|
Vagn Jessen |
|
30/10 1967 – 30/7
1968
|
Kjeld Aaskov |
|
30/7 1968 – 1968
|
Henning Ravn |
|
1969
|
Kjeld Aaskov |
|
1970
|
Inge Nørgaard |
|
1971
|
Olaf Nielsen |
|
1972 – 1979
|
Niels Chr. Winum |
|
|
(Fra 1977 foreligger intet
referat fra generalforsamlingen) |
|
1980 – 1985
|
Børge Clausen |
|
1986 – 1995
|
Svend Ole Gammelgaard |
|
1996 – 1999
|
Mona Sørensen |
|
2000 - ?
|
Keld
Stenger
|
Til
top af side
Modtagere
af Frifelt Sportsforenings vandrepokal (Årets Frifelter):
|
1993 |
Poul
Blaschke |
|
1994 |
Hans
Hansen |
|
1995 |
Magda
Ebbesen |
|
1996 |
Bodil
& Ole Clausen |
|
1997 |
Svend
Ole Gammelgaard |
|
1998 |
Frifelt
Cup-folkene:
Peter Aaskov, Niels Chr. Winum og Erland (Bob)
Olesen |
|
1999 |
Gånsager
Forsamlingshus |
|
2000 |
Keld
Stenger |
|
2001 |
Erling
Jakobsen |
|
2002 |
Mona
Sørensen |
|
2003 |
Danny Jensen |
|
2004
|
Anna
Margretha og Peter Andersen |
|
2005 |
Inge Marie Callesen |
|
2006 |
Merethe Juul Thysen |
|
2007 |
Betty & Kurt Jensen |
|
2008 |
Marit & Laila Brinkmann, Kwik Spar |
|
2009 |
Gunver & Grethens Nansen |
|
2010 |
Gudrun Sørensen |
|
2011 |
Charlotte Riis Andersen |
Foreningens
æresmedlemmer:
Jef Nørgaard og Christian Aaskov (afgået ved
døden), Inge Vejrup, Peter Rahlf,
Erling Jakobsen og Keld Stenger
Retningslinier for æresmedlemmer:
-
Kan gives til en person, som har ydet en stor
indsats for foreningen over en længere periode
-
Æresmedlemmer er ikke nødvendigvis medlem i
foreningen i forvejen
-
Æresmedlemmer modtager en nål
-
Æresmedlemmer med ægtefælle inviteres til
jubilæumsfester o.l.
-
Æresmedlemmer modtager julehilsen
|